Du er her: Forside > Projekter > Interviewet med john

 

 

Førstehjælp i praksis

 

Af Nicolai Skov. Februar 2005
Foto: Paratum

 
Til dagligt arbejder John Witt som indkøber i en medicinalvirksomhed
og bor i Nordsjælland. I dette åbenhjertige interview fortæller han, hvordan han ydede førstehjælp ved en ulykke i 2001, hvor han gav hjertemassage, indtil ambulancemandskabet ankom til ulykkesstedet. Hans eneste førstehjælpsmæssige baggrund var, at han havde lært den grundlæggende førstehjælp på et 12 timers førstehjælpskursus.
 
I et relativ lille, men lyst og rummeligt mødelokale på sin arbejdsplads beskriver John Witt detaljeret forløbet, hvor han uden at tøve et sekund begyndte at yde førstehjælp ved ulykken.
 
- Det skete en lørdag aften i sommeren 2001, hvor min familie og
jeg lige var kommet hjem fra sommerhuset og var ved at tømme bilen for bagage hjemme på vores vej. Pludselig hørte jeg et brag fra hovedvejen, som ligger omme bag vores hus. Jeg sagde til min kone, at hun skulle holde øje med børnene, fordi jeg ville løbe derhen for at se, hvad der var sket, fortæller John.

 
Men John og hans familie var ikke de eneste, der havde hørt braget
fra hovedvejen. Nogle naboer længere henne af vejen havde også hørt braget og ville også løbe derhen.

 
- Bag vores hus ligger en lille forhøjning, som man skal over for at
komme hen til hovedvejen, hvor braget var kommet fra. Da jeg kom op på denne forhøjning, kunne jeg se, at der var 2 biler, der havde været kørt frontalt sammen på hovedvejen. Den ene bil lå i den ene grøft, og den anden bil lå i den modsatte grøft. Der var en ung kvinde i den ene bil, som var kommet meget til skade, og der var tre unge mænd i den anden bil, som var kommet lettere til skade, forklarer John, mens han drejer hovedet for at kigge ud af vinduet i mødelokalet.


John skabte sig et overblik over situationen og gik herefter i gang
med at yde førstehjælp efter førstehjælpens 4 hovedpunkter.

- Da nogle andre personer og jeg havde fået et overblik over, hvad
der var sket, begyndte nogle at spærre vejen af med advarselstrekanter, og nogle andre tilkaldte hjælp via deres mobiltelefon. En anden og jeg begyndte dernæst at undersøge den unge kvinde i den ene bil, fordi hun sad meget stille og bevægede sig ikke. Vi konstaterede, at hun ikke trak vejret og ikke havde nogen puls. Vi besluttede, at vi måtte have hende ud af bilen, hvilket vi herefter fik gjort i fællesskab med nogle andre, selvom hun var lidt svær at få ud.


Vi lagde hende på asfalten i vejkanten, efter vi havde sikret os en
ekstra gang, at vejen var spærret af. Jeg gav hende så hjertemassage, mens den anden gav hende kunstigt åndedræt, fortæller John.

 
 
Lettelse, ro og tilfredshed

John Witt husker også, hvordan han følelsesmæssigt oplevede
forløbet. Og han husker tydeligt, hvordan han blev mere lettet, da han begyndte at yde hjertemassage.

- Før vi besluttede at trække hende ud af bilen, var jeg lidt
frustreret, fordi jeg overvejede, hvad jeg nu skulle gøre, og om det var rigtigt at trække hende ud af bilen. Men da den anden person, som var en slags ambulancemand, og jeg var i gang med forsøget på at genoplive hende, føltes det meget bedre. Så var vi nemlig i gang, og vi vidste, hvordan vi skulle gribe det an førstehjælpsmæssigt. Der var ingen tvivl om, hvem der gjorde hvad. Og det var godt, at vi var to om det, så det kunne gøres mest effektivt.


Under hjertemassagen talte jeg højt - både for min egen skyld og for
min makkers. Så kunne han nemlig være klar til at give kunstigt åndedræt på det rigtige tidspunkt. I sådan en unormal situation, påvirkes alle jo af det. Under selve hjertemassagen var der ro, og vi arbejdede blot, som vi skulle. Vi lavede kontrol flere gange undervejs, men konstaterede desværre, at der ikke kom liv i hende, så vi fortsatte blot, fortæller John.

 

I og med John koncentrerede sig om hjertemassagen, havde han ingen tidsfornemmelse. Han vidste ikke, hvor lang tid der gik, før ambulancen ankom.

- Før ambulancemandskabet ankom, var politiet allerede ankommet
til stedet. De sagde, at vi skulle fortsætte med det, vi gjorde. De tog sig i stedet af de politimæssige opgaver med hensyn til overblik, vidner og lignende. Herefter ankom en ambulance. Ambulancefolkene sagde, at vi skulle fortsætte med det, vi gjorde, indtil de sagde stop. De brugte herefter ganske lidt tid på at pakke nogle tasker ud og gøre sig klar til at behandle kvinden. Herefter kom så en ambulance mere og en akutbil, og pludselig var der rigtig meget redningsmandskab i gang på ulykkesstedet.

Da det hele var ovre, var det tilfredsstillende at føle, at jeg havde
været med til at gøre noget. Jeg var med til at give hende de vilkår, der skulle til, for at hun havde den største chance for at overleve. Jeg havde været med til at sikre, at hun fik den livsvigtige ilt til hjernen, da jeg gav hjertemassage, hvilket gav hende den største chance for, at hun efterfølgende kunne få et så godt liv som muligt. Men desværre overlevede hun ikke, fortæller han.


12 timers førstehjælpskursus

I dag arbejder John Witt stadig som indkøber i
medicinalvirksomheden i Nordsjælland, men har siden hen taget flere kurser inden for førstehjælpsområdet, fordi han ønsker at gøre en forskel. Dybest set mener han, at alle burde kunne yde førstehjælp - både unge som voksne.


- De færdigheder man lærer og øver på et 12 timers
førstehjælpskursus var direkte anvendelige i denne situation. Det er vigtigt at lære dette på et kursus og her tale med hinanden om det. Så er det meget nemmere at gøre noget i en situation som denne, mener John.

- Hvis jeg ikke havde lært førstehjælp på et 12 timers
førstehjælpskursus, ville jeg nok have nøjedes med at alarmere og lade hende sidde i bilen, fordi man ofte hører, at man skal lade personer blive på stedet - at man ikke skal flytte rundt på tilskadekommende. Eller måske ville jeg blot have kigget på som tilskuer, fordi jeg ikke ville vide, hvad jeg skulle gøre, afslutter John.
 

 

 

 

"De færdigheder man lærer og

øver på et 12 timers

førstehjælpskursus var direkte

anvendelige i denne situation",

fortæller John Witt.

 

 
 

 
Få et tilbud
Udfyld formularen for at få et uforpligtende tilbud.
Navn:
E-mail:
Tlf. nr.:


Modtag et uforpligtende tilbud