Du er her: Forside > Projekter > Interviewet med vivi

 

 

Jeg overlevede hjertestoppet

 

Af Nicolai Skov. Juli 2005
Foto: Paratum


I maj 2005 kontaktede 45-årige Vivi Mortensen Paratum, fordi hun har en historie, hun gerne vil fortælle til andre. Vivi Mortensen har sit eget taxafirma i Aabenraa og kører selv en af taxaerne dagligt. Derfor er hun vant til at høre mange utrolige historier. Men i dette åbenhjertige interview fortæller hun sin egen utrolige historie fra 2001, hvor hun overlevede et hjertestop, hun fik under mærkelige omstændigheder.

 
Da vi sidder ved bordet i Vivis have i Aabenraa, har hun lige skænket
den anden kop kaffe, da hun begynder at fortælle sin historie.
 
- Jeg besluttede i 2001, at jeg ville arbejde som taxachauffør. Ifølge
loven skal man gennemgå et 14 dage langt kvalifikationskursus til taxakørsel, hvis man skal køre taxa. Derfor havde jeg i slutningen af 2001 tilmeldt mig dette kursus på vores lokale AMU-Center i Aabenraa. Undervejs på dette kursus gennemgår man også et 12 timers førstehjælpskursus på AMU-Centret, forklarer Vivi.

- Førstehjælpskurset var tilrettelagt over 2 dage - en torsdag og en
fredag. Om torsdagen havde vi fået undervisning i den indledende førstehjælp, og om fredagen skulle vi i gang med at lære hjertemassage og kunstigt åndedræt. Efter vi i grupper havde øvet hjertemassage og kunstigt åndedræt i nogle lokaler lidt væk fra klasselokalet, skulle vi tilbage for at aflægge prøve i det, fortæller Vivi.

 
 
Hjertestoppet

Inden Vivi gik tilbage til klasselokalet, skulle hun på toilettet. Og da
hun 5 minutter efter gik hen mod klasselokalet sammen med nogle af de andre fra holdet, faldt hun pludselig om på gulvet i gangen.

 
- Lige inden det skete, gik jeg og snakkede i mobiltelefon med min
bedre halvdel, som derfor hørte, at jeg faldt om. Hende som gik foran mig, anede straks der var noget galt. Hun og flere af de andre stoppede op for at finde ud af, hvad der var galt. Jeg har fået fortalt, at jeg mente, jeg var snublet. Jeg havde forsøgt at rejse mig, men var faldet om på gulvet igen, hvorefter jeg var gået i kramper og blevet blå i ansigtet. Nogle af de andre begyndte at ruske i mig, mens hende som havde gået foran mig ringede til min bedre halvdel for at finde ud af, om jeg var epileptiker eller led af en anden sygdom. Men det gør jeg ikke, forklarer Vivi.

- Da jeg begyndte at blive blå i hovedet og bevidstløs, lavede mine
medkursister en arbejdsfordeling. Udover hende der ringede til min bedre halvdel, ringede én 112, én løb hen for at hente vores lærer, én gav kunstigt åndedræt, én lavede hjertemassage og én gik ud for at tage imod ambulancen. Da vores lærer kom hen til mig, overtog han hjertemassagen. Men ham som var startet med at give kunstigt åndedræt, kunne ikke blæse luft ned i mine lunger. Derfor måtte en anden overtage dette, fortæller Vivi.


I 10-15 minutter brugte medkursisterne meget af den førstehjælp,
som de havde lært og øvet i løbet af dagen. Da en hjerteambulance ankom, fik redningsmandskabet Vivis hjerte i gang igen ved hjælp af stød. Dette kunne kun lykkes, fordi medkursisterne øjeblikkelig var begyndt at give kunstigt åndedræt og hjertemassage, da Vivi faldt om.


- Da hjerteambulancen skulle til at køre fra AMU-Centret, gik mit hjerte
i stå igen. De fik dog hjertet i gang igen, før de kørte mod skadestuen. Og da hjerteambulancen kørte derfra, havde mine medkursister også hjulpet redningsmandskabet, så de kunne køre ud fra AMU-Centrets store område så hurtig som muligt mod skadestuen, forklarer Vivi.


- Jeg lå i cirka 2 timer på Aabenraa Skadestue. Her gik mit hjerte i stå
endnu engang. Men også her fik lægerne stødt mit hjerte i gang igen. Da lægerne mente, at jeg var stabil nok, blev jeg kørt til hjerteafdelingen på Haderslev Sygehus. Her blev jeg lagt i en respirator. Jeg var i koma. Man mente, årsagen var, at min hjerne ikke havde fået tilstrækkelig med ilt, da mine medkursister havde ydet førstehjælp til mig. De havde jo haft problemer med at give mig kunstigt åndedræt i begyndelsen.

Man vidste ikke, om jeg ville vågne op til et værdigt liv bagefter. Man vidste i det hele taget ikke, om jeg ville vågne op, fortæller Vivi.


Bragt tilbage til livet

Vivi vågnede op fra komaen efter 2 dage, men var indlagt i 14 dage,
hvor hun også fik indopereret en pacemaker. Hendes hjerne havde ikke taget skade. Lægerne fandt aldrig den direkte årsag til, at hun havde fået hjertestoppet.


Efter udskrivelsen havde hun jævnligt problemer med hjertet, men fik
dog ikke endnu et hjertestop. Et år efter fik hun derfor foretaget en ballonudvidelse, hvilket har gjort hende i stand til at leve et relativ almindeligt liv herefter uden større komplikationer.


- Efter jeg blev udskrevet, tog jeg hen til AMU-Centret en dag, hvor der
var førstehjælpsundervisning. Jeg satte mig på en stol i klasselokalet, mens der var pause. Da læreren kom tilbage fra pausen for at undervise, så han mig sidde på stolen. Han gik direkte hen til mig. Og knuset jeg fik, var vist ikke til at misforstå. Det knus varede virkelig længe. Efter jeg blev udskrevet, snakkede jeg selvfølgelig

også tingene igennem med mange af mine tidligere medkursister, fortæller Vivi.

- Men først 3-4 måneder efter jeg blev udskrevet, gik jeg i gang med at
bearbejde det hele følelsesmæssigt. Hvis der ikke var blevet ydet førstehjælp til mig så hurtigt, havde jeg ikke været her i dag, eller også ville jeg ikke være vågnet op til et værdigt liv. Jeg kan slet ikke sætte ord på min taknemmelighed til mine medkursister, som ydede førstehjælp til mig. De ord findes bare ikke, afslutter Vivi. 


 

 

 

"Hvis der ikke var blevet ydet

førstehjælp til mig så hurtigt,

havde jeg ikke været her i dag,

eller også ville jeg ikke være

vågnet op til et værdigt liv",

fortæller Vivi.

 

 

 

 

 
Få et tilbud
Udfyld formularen for at få et uforpligtende tilbud.
Navn:
E-mail:
Tlf. nr.:


Modtag et uforpligtende tilbud